Seneste indlæg

DET ALLER FØRSTE INDLÆG..

Hej kære læsere..

Åh man er altså altid så nervøs når man skal prøve noget helt nyt.. Især sådan noget som blogger, hvordan starter man? Hvordan skriver man? Hvad hvis folk slet ikke finder det man skriver, spor spændende?

Nå, men lad os prøve at kaste os ud i det! Vi lægger hårdt ud, uden nogen form for censur…. fødsel og graviditet? Tænker ikke det kan blive mere åbent end det 😀

Graviditet

Jeg syntes det var fantastisk at være gravid! Det der lille væsen inde i maven, livlig og fuld af spark da han lå i mors mave, til tider lidt for livlig.. jo, det er super dejligt at baby sparker når man venter sig, og det er en helt fantastisk følelse, men at tisse 5-7 gange om natten når man knap nok kan komme ud af sengen, eller gå rundt som en der har en kæmpe puha i bukserne fordi man ikke lige nåede hjem i tide, eller måske bare ligner en der er totalt hjulbenet, det kunne jeg måske godt have undværet! Men fred være med det!

Jeg har nyt hvert et øjeblik i min graviditet, jeg havde (gudskelov) ingen cravings efter noget, tværtimod, jeg spiste faktisk meget mindre – hvilket jeg ellers virkelig have frygtet! Jeg var sikker på at jeg ville tage 20 kg på, MINDST! Jeg er ret så glad for chips og dip, og jeg tænkte da jeg blev gravid – det her, det kommer til at gå heeeeelt galt! Men fandme nej, mor her spiste sgu næsten ikke chips og dip hele graviditeten! Ej men er det ikke fantastisk….

Tiden op til fødslen

anyway… mit vand gik d. 0105-2018 og Bertram er født d. 02-05-2018, lige på terminsdagen, utroligt nok? Mit vand gik klokken 11 om formiddagen, og jeg lover jer, det føltes som om en kæmpe ballon med vand sprang under mig, og jeg måtte rende rundt i min kærestes underbukser hele dagen, de blev selvfølgelig jævnligt skiftet ud, for jeg tissede i bukserne konstant!

Da vandet gik, var jeg igang med at fylde vaskemaskinen, og jeg havde tilfældigvis min mormor i røret imens. Jeg skreg som bare fanden, og gik helt i panik, og så rolig som min mormor nu kan være, så siger hun bare “rolig nu skatter, det er lige som det skal være. Du ringer til Sebastian og jeg ringer til din mor” rolig… Ja det er da ikke dig der lige har sprunget hvad der føles som 10 liter ud af tisse missen..

Men jeg fik ringet til min kæreste Sebastian, og bedt ham om at komme hjem. Jeg informerede selvfølgelig sygehuset om at nu var vandet gået… vi skulle komme ind på fødeafdelingen til et tjek omkring kl. 15. Og er der noget man ikke gider, når man går og sjatpisser på gulvet, så er det at få to fingre op i tissekonen for at se hvor åben man er 😒
Vi blev sendt hjem igen (heldigvis med bleer til mor her) og skulle komme tilbage 00.30.

Den første ve kom faktisk da vi var på vej på sygehuset… Vi havnede selvfølgelig i et af de lyskryds der ikke lige registrere at der kommer en bil, så vi holdt for rødt i jeg ved ikke hvor lang tid, men det føltes som en evighed, så til sidst måtte Sebastian køre over for rødt, mens jeg sad og stønnede højt og det var ikke en rar stønnen!

Fødslen

Vi blev vist ind på en fødestue og en jordemoder stod klar til at “guide” mig/os igennem det.
Der gik faktisk ikke særlig lang tid, før veerne sådan virkelig begyndte at tage til.
Ned i skrædderstilling, op på alle fire, ned og gå, hen og sidde – ingen og jeg mener ingen, stilling er behagelig når man har veer!
Da det var aller værst, var jeg såmænd klar på kejsersnit hvis det skulle være. Ej men sikke en smerte, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kunne overhovedet ikke være i min krop, og jeg kunne slet ikke føle mig tilpas i nogen positioner overhovedet.

Op til fødslen havde jeg egentlig besluttet at jeg ville undgå smertelindrende hvis det kunne lade sig gøre… Ja, det ændrede sig så hurtigt. Jeg fik hele molevitten, lattergas, epidural blokade, you name it. Jeg fik det hele.
Til fødselsforberedelsen havde jordemoderen snakket meget om at mange fandt det rart at komme i badekar mens der var veer – det syntes jeg så slet ikke lød særlig tiltalende..
Men i badekar kom jeg altså, og der må jeg sige – aldrig har jeg da følt mig mere som en fed hval, mere end jeg gjorde i det satans badekar!!! Man ligger der og skal prøve at nyde det og slappe af, men det eneste jeg kunne tænke på var “altså hvis jeg glider ned under vandet, så kommer jeg hvertfald ikke op igen og jeg når sikkert heller ikke at holde mig for næsen”.
Op af badekaret kom jeg….

Derefter valgte jeg at efterspørge om jeg kunne få lagt en epidural blokade, og det kunne jeg heldigvis godt! (de er nogle gange lidt emsige med at lægge en blokade) MEN JEG FIK LOV! Thank god.
Der gik ikke særlig længe efter jeg havde fået blokaden (tror jeg nok) før jeg fik presseveer. Og hvis i tænker at presseveerne er dem der føles som om at man skal skide – så har i helt ret. Sådan føles det. Det er den mærkeligste følelse, kroppen gør det helt af sig selv, og så er det bare at følge med!

Alle jordmødre er forskellige i deres måde at arbejde på under en fødsel, jeg var så heldig at få lov at opleve 3 styks, fordi vi ramte vagtskiftet. Den første jordemoder syntes jeg egentlig ikke var særlig god til at guide mig når jeg havde brug for det, men de andre to fantastiske.

Den ene mere skrap end den anden, men det gjorde ikke noget! Tværtimod. Den ene af dem havde dog tendens til at sige “rolig Cecilia, det går så fint, stille og rolig” rolig?! Stille?! Altså undskyld mig, men er det dig eller mig der har veer?”

Nå, men jeg pressede jo på livet løs, men hver gang jeg pressede, så faldt Bertrams blodtryk og derfor blev han taget med sugekop – det værste jeg nogensinde har set og oplevet! Vi snakker altså ikke en sugekop magen til dem man bruger hos en massør, som lige kan klare væsken i benene, nej nej, vi snakker sugekop så stor som den du bruger hvis dit toilet er stoppet! Og så står de ellers bare to personer og direkte HIVER! Man når virkelig at tænke “mit barn mister hovedet nu” eller værst af alt “mit barn er ikke i live når det kommer ud”…. det er enormt voldsomt at opleve.. men ud kom han, sund og rask! Den smukkeste lille skabning.. 3750 g og 52 cm. Ren kærlighed.

Efter

Men kender I det, (jer der hvertfald har børn) – man ligger der og tænker “åh hvor er han skøn, han skal bare ligge i mine arme for altid” og så en lille stemme siger “så skal du lige føde moderkagen” ehm… der vil jeg godt have lov til at sige nej tak.. Jeg har lige presset næsten 4 kg ud af tissekonen – der skal SLET ikke foregå mere derned før om laaaaaang tid… den gik desværre ikke og moderkagen kom ud. Det var faktisk ikke særlig slemt. Men nej tak, jeg vil ikke se livets træ og nej jeg vil ikke prøve at holde den – men jeg vil super gerne have mit barn tilbage i mine arme!

Der findes ikke en bedre følelse, end at have sit lille nyfødte barn i armene. Det her lille væsen som ikke engang har åbnet øjnene endnu – ligger hos mig. Det her har vi skabt. Du og jeg. Ej men altså, tænk at to mennesker kan skabe noget så smukt..

 

 

Det var lige et lille udklip af min graviditet og fødsel.

Jeg håber I fortsat vil læse med!

 

 

 

 

 

Følg gerne med på Instagram: Ceciliakoudal

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *